Argentinsk tango - mellem tradition og fornyelse

Den bølge af interesse for at danse og lytte til den argentinske tango, som de seneste 15-20 år er skyllet hen over de europæiske storbyer, trækker på en musik- og dansetradition, der rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet. På det tidspunkt voksede byerne Buenos Aires i Argentina og Montevideo i Uruguay eksplosivt. Indvandringsbølge på indvandringsbølge fra Europa satte deres præg på live omkring Rio Plata-flodens udmunding i både økonomisk og kulturel forstand.

I dette miljø forsøgte immigranater fra Spanien, Italien, Østeuropa, Rusland og landene i Vesteuropa - og også Danmark- at skabe sig en fremtid i et ‘nyt’ land. Musiktraditioner fra hjemlandene flød sammen og blandedes med rytmer, instrumenter og sange fra de forskellige kulturer, som immigranterne medbragte i kombinationer, som flyttede grænser og skabt nyt.

Hvornår tangoen blev til som sådan, er det ikke muligt at sige præcist, for den udviklede sig over flere årtier. I byernes slumkvarterer, hvor mange immigranter endte, var musikken og dansen det bindemiddel, som holdt folks forbindelser tilbage til hjemlandet i live. Men det blev efterhånden også rammen om den særlige musiktradition, der i dag er kendt som tango.

I begyndelsen var tango ugleset. Det var ikke noget, ‘ordentlige’ mennesker hørte eller dansede. Det var noget, de laveste lag i samfundet - på havneknejper, bordeller og værtshuse - dyrkede.

Dansetrinnene blev øvet mellem mændene (i det immigrantsamfund, som voksede eksplosivt, var mænd i overtal) som forberedelse til, at de senere tog på et dansested (for eksempel et af bordellerne), hvor de dansede med kvinderne der.

Siden blev tangoen mere og mere accepteret, også i de højere sociale lag. Og den fik et opsving efter at have været introduceret i det bedre borgerskabs kredse i Paris. I 1930’erne og 40‘erne var tangoen blevet en folkebevægelse i Argentina, tusindvis af dansere deltog på dansestederne (kaldet ‘milongaer’), populære sangere og orkestre blev feteret som stjerner i en grad, som kan gøre tilbedelsen af dagens populære popstjerne rangen stridig.

I 1960erne og 1970erne svandt interessen for tangoen ind. Det blev til ‘de gamles’ ting. Rock- og popmusik tog over, og tangoen var om ikke ved at uddø, så levede den mere som et minde om svunden storhed end som en levende kultur og dans.

Efter militæret tog magten i Argentina i 1976 flygtede mange argentinere til Europa, ikke mindst Paris i Frankrig. Som i en spejling af, hvordan de europæiske immigranter i Buenos Aires havde brugt deres hjemlands musik til at holde fast i deres kulturelle identitet, var tangoen med til for de argentinske flygtninge fra juntastyret at knytte dem sammen i eksilet. Og efter militærjuntaens fald i 1983 voksede interessen for tangoen igen. Der blev spillet på cafeerne og dansestederne, der blev udgivet plader, lavet film og givet koncerter med de gamle orkestre, som havde holdt flammen ved lige.

I 1990erne groede tangoen frem i Europa. Her tog europæerne dansen og musikken til sig, således at der idag er mange dansere og orkestre, som holder tangoen i live i dens oprindelige former. Men som også fornyer den både musikalsk og gennem udvikling af dansens trin.

Påvirkningerne fra elektronisk musik har sat sit præg på de yngres interesse for tangoen som noget mere end bare ‘de gamles’ dans og musik. Også hvad tangotrinnene angår har dansen undergået en udvikling, hvor man idag kan se påvirkningerne fra moderne dans, hip-hop og andre stilarter indarbejdet i tangoen, som har fået navnet ‘tango nuevo’.

Men stadig er tangoen en dans, hvor to mennesker i et øjeblik kan opleve en kontakt og balance og nærhed, som ikke kan forklares, kun opleves.